S o g n e b l a d
for
Barløse, Sandager og Holevad sogne
18. årg. Nr. 4. December 2005
Intelligent design, naturkatastrofer,
terror og ytringsfrihed!
Vægtige emner har fyldt avisernes spalter her i efteråret. Trods et kommunal- og regionsvalg har de dog ikke været domineret så meget af lokalpolitik, men derimod emner som ”intelligent design”, naturkatastrofer, terror og ytringsfrihed, der umiddelbart ikke har så meget med hinanden at gøre og dog alligevel på en måde hænger sammen af en rød tråd.
Intelligent design!
Det handlede således ikke om dansk møbeldesign fra det 20. århundrede, da der blev diskuteret ”intelligent design”! Det drejede sig derimod om ganske tørre og kedelige naturvidenskabelige teorier, der vil påvise, at der forekommer så komplekse biokemiske mekanismer i cellerne på levende organismer, at de ikke udelukkende kan forklares ved Darwins udviklingslære. Cellernes design kaldes derfor intelligent. Det betvivles slet ikke, at eksempelvis ulve, tigre, løver, hunde og katte har en fælles forfader, som de er udviklet ud fra. Men der stilles blot spørgsmålstegn ved, hvordan komplicerede mekanismer i cellerne er kommet i stand, når de ikke kan være opstået igennem en gradvis forandring.
Sammenblanding af tro og viden.
”Intelligent design” er meget vanskelig at forstå, og derfor virkede det også noget uigennemtænkt, da en biskop foreslog, at teorierne skulle med i folkeskolens pensum. Ja, det virkede faktisk som om, at han ville til at have gennemgået fortællingen om Adam og Eva i biologitimerne. Derfor var reaktionen fra naturvidenskabsfolk da også meget forståelig, selvom den gik hen og blev lige så religiøs. For i deres angreb mod at sammenblande tro og viden gjorde de sig nærmest skyldige i det samme, fordi de ikke kun læste Bibelens skabelsesberetninger som naturvidenskabelige teorier, der havde vist sig fejlagtige, men oven i købet også fremstillede udviklingslæren som hellig og ukrænkelig.
Opgør med enhver religiøsitet.
Denne ”krig” mellem et religiøst og et naturvidenskabeligt verdensbillede er dog slet ikke kristendommens anliggende. For kristendommen gør nemlig op med enhver form for religiøsitet og fastholder den rette adskillelse mellem tro og viden. Bibelens skabelsesberetninger er nemlig ikke naturvidenskabeligt sande, men derimod myter, der fortæller noget sandt om det at være menneske, hvorfor det at tro på Gud som sin skaber og det at beskæftige sig med naturvidenskab slet ikke udelukker hinanden eller er hinandens modsætninger.
Myten om Adam og Eva.
Fortællingen om Adam og Eva er derfor en fortælling om et hvert menneske. Og den handler i bund og grund om, at Gud er den, der holder os ansvarlige for vores handlinger. At Gud er vores skaber, der har sat os til at leve et liv i frihed under ansvar, står på den måde til troende. Ikke som en tro, der står imod videnskaben, men som en tro Gud har til os. Vi hører, at Gud har tillid til, at vi lever et ansvarligt liv. Det er ikke noget naturvidenskaben kan og skal bevise. Det er derimod forudsætningen for, at der findes videnskab, fordi det ansvar Gud har givet os for vores liv selvfølgelig indebærer ansvaret for at skabe og søge viden og udvikle det samfund, vi lever i til fælles bedste, - ligesom det selvfølgelig også indebærer et videnskabeligt ansvar.
Guds eksistens!
Videnskabelig ansvarlighed udelukker naturligvis, at man sætter sig for at bevise om Gud eksisterer eller ej. Således har den naturvidenskabelige berøringsangst overfor Gud det med at føre over i en bevisførelse for, at der ikke findes nogen Gud. Mens teorierne om ”intelligent design” meget ligner et moderne forsøg på at ville bevis, at Gud skulle eksistere. Men begge dele er lige forkerte at beskæftige sig med. For hvad enten man vil bevise at Gud eksisterer eller ej, så vil man i begge tilfælde sætte sig i den position, hvor man faktisk ser sig som noget større end Gud og derfor ikke anser sig selv som en synder, der har brug for Guds tilgivelse, - og derfor heller ikke ser sig selv som et skabt menneske, der har at ansvar overfor sit liv og sin næste.
Guds godhed og ondskaben i verden.
At ville bevise Guds eksistens eller mangel på samme har altid været forbundet med det lidt tåbelige spørgsmål om, hvorfor der er ondskab i verden, hvis Gud er god. Men det er ikke særlig fornuftigt at spørge, hvorfor Gud lod tsunamien skylle ind over Sydøstasien i begyndelsen af året, hvorfor han lod orkaner hærge i Amerika eller et kraftigt jordskælv ramme Pakistan. Det er ikke særlig fornuftigt, fordi vi på den ene side kender til de naturvidenskabelige forklaringer, og fordi vi på den anden side ved fra vores kristentro, at naturen ikke kan være ond, men at ondskab jo derimod er det, som folk gør ved hinanden, når de har onde hensigter.
Ondskab og terror.
Sådan må man selvfølgelig betragte terrorhandlingerne i blandt andet London, Egypten og Amman som onde, ligesom der også ligger en ondskab skjult, når nogen vil forsvare terrorhandlingerne med, at terroristerne selv mener, at deres handlinger er gode! For det er altid ondskaben, der er på spil, når nogen vil vende op og ned på, hvad der er ondt og godt, løgn og sandhed, grimt og smukt. På samme måde er ondskaben også på spil, når man vil indskrænke den frihed og det ansvar, som Gud har givet os.
Ytringsfriheden.
Når der nu også her i efteråret har været en debat om ytringsfrihed, så skal man nemlig ikke glemme, at ytringsfriheden hænger uløseligt sammen med det, som vi kalder et kristent menneskes frihed. Ved at vi i vores dåb har fået Guds forladelse af vore synder, så har han med den tilgivelse nemlig skænket os et liv i frihed under ansvar. Derfor følger der naturligvis også et ansvar med ytringsfriheden. For man skal selvfølgelig stå til ansvar for det man siger. Ligesom man skal stå til ansvar for det man gør. Sådan skal man følge sin samvittighed og søge at gøre det gode, værne om friheden og kæmpe mod det onde, frem for eksempelvis at ville tolke naturen religiøst eller ville bevise om Gud eksisterer eller ej. Gud lod ikke sin søn føde julenat for bare pjat, men for at vi skal bruge den frihed, han har skænket os til at gøre godt mod vores næste og kæmpe for det, vi har kært.
Glædelig jul og godt nytår.
Thomas Beck
S o g n e b l a d
for
Barløse, Sandager og Holevad sogne
18. årg. Nr. 3. September 2005
Knud Ejler Løgstrup
Sognepræst i Sandager-Holevad 1936-43
100 år
Vil nogen Guds forsætter hæmme, han nødes til selv dem at fremme, skriver Grundtvig i sin sang ”Kong Farao var en ugudelig krop”. Det var en sang, der ofte blev sunget under 2. verdenskrig, fordi den først og fremmest blev læst som et billede på den tyske besættelsesmagt, men også fordi den kort og præcist udtrykker, at vi ikke forstår, hvad Gud vil og hvorledes han vil gøre det! Og forsøger vi at ville finde ud af, hvad Gud vil med vores liv og vores verden og hvorledes han vil gøre det, så vikler vi os bare ind i et tankespind, der i bund og grund handler om, at vi selv mener at kunne tyde, hvad Gud vil og at vi ikke mindst mener at kunne hjælpe Gud med det, - altså at vi mener, at vi enten kan hæmme eller fremme Guds plan med menneskeheden. Det vil så egentlig sige, at man inderst inde slet ikke regner med, at der er en Gud. Regner vi derimod med, at der er en Gud, ja, så kan vi egentlig kun sige, at det han vil med os, er at sætte os i frihed under ansvar. Det vil sige, at det er et spørgsmål om etik og moral. Der er nogle ting, som er rigtige at gøre. Det fortæller vores samvittighed os. Og vi skal ikke lade os blive slaver under en kong Farao, en Hitler, en Stalin, en lovreligion eller en politisk ideologi, der alle vil binde vores samvittighed. Men vi skal holde fast i, at Kristus har befriet vores samvittighed, - at han altså har givet os friheden til at handle ud fra vores samvittighed i ansvar overfor Gud, - og kun Gud alene og ikke nogle menneskelige påfund og politiske ideologier. Og bliver vi konfronteret med uret, løgn og bedrag skal vi svare igen og sætte os op imod uretten, løgnen og bedraget for rettens og sandhedens skyld! For hvis man ikke lever et ansvarligt liv, hvor man holder fast i, hvad der er sandhed og ret, så gør man sig jo blot til et dyr, der kun er drevet af tanken om overlevelse i form af mad og varme. Så er al anstændighed borte. Så har man opgivet sin kultur og sin folkelighed. Ja, så er man uden moral, og lever blot som snylter på et samfund, som andre i kraft af deres moral holder sammen på! Det vil altså sige, at for et menneske handler overlevelse ikke kun om føde og klæder og tag over hovedet, men det handler i første omgang om etik og moral. Det er selvfølgelig store ord. Men det er ord, som sognepræsten i Sandager-Holevad Knud Ejler Løgstrup gav udtryk for i en brevveksling i årene fra 1940 til ’43 med sin gode ven Hal Koch, der var professor i Kirkehistorie og formand for Dansk Ungdomssamvirke.
Sognepræst i Sandager-Holevad
Professor i Århus
Selvom Knud Ejler og Rosemarie Løgstrup var engagerede som præstepar, og fik stiftet Foredragsforeningen, afholdt møder, sangaftener, udflugter, skuespil, tyskundervisning med videre, så fik Løgstrup også tid til at skrive på en doktorafhandling. I 1943 blev han derfor doktor i teologi på afhandlingen med den ”fine” titel ”Den erkendelsesteoretiske konflikt mellem den transcendentalfilosofiske idealisme og teologien”, der meget kort fortalt er et opgør med den opfattelse, at alt i livet skulle være menneskeskabt kultur. Løgstrup siger derimod, at livet er skabt af Gud, og derfor har indhold og mening forud for al kultur. Løgstrup blev samme år udnævnt til professor i etik og religionsfilosofi ved Det Teologiske Fakultet i Århus, hvor han var frem til sin pension i 1975. Den 20. november 1981 døde Løgstrup 76 år gammel.
Den etiske fordring
Med fare for at generalisere for meget kan man sige, at frem til slutningen af 40’erne var Løgstrup ”handlingens mand”, hvis arbejde med teologien i studerekammeret førte til handling og et helt konkret engagement i landets politiske forhold. Med indgangen til 50’erne begyndte han derimod mere at sidde på studerekammeret, hvor det nu var filosofi, kultur og humanisme, der optog ham. Det førte til bogen Den etiske fordring, som udkom i 1956. I denne bog kommer Løgstrup med en ”human” eller filosofisk udlægning af Det dobbelte Kærlighedsbud i Jesu forkyndelse. Kærlighedsbuddet lyder således: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv”.
Grundtanken i Løgstrups bog er, at mennesker altid er afhængige af hinanden, og at denne ”kendsgerning” indeholder en uudtalt fordring om at tage vare på det andet menneskes liv. Kravet lyder altså egentlig slet ikke igennem kærlighedsbuddet, men ved at Gud har skabt verden sådan, at mennesker er afhængige af hinanden. Løgstrups tolkning af kærlighedsbuddet bliver derfor, at man elsker Gud ved at elske sin næste som sig selv.
Opgør med Kierkegaard
Løgstrups tolkning af Kærlighedsbuddet står blandt andet i modsætning til Søren Kierkegaards (1813-55) tænkning, fordi Kierkegaard begynder ved kærligheden til Gud. Hvor Løgstrup elsker Gud, fordi han elsker næsten, så mener Kierkegaard, at man kun kan vise sin næste kærlighed igennem kærligheden til Gud. Det er så stort et krav, at det ikke kan opfyldes, og derfor afslører Kærlighedsbuddet vores mangelfuldhed i forhold til Gud. Det kan vi ikke rette op ved at gøre gode ting overfor vores næste, men Kristus har rettet op på det ved at gå i døden for vores skyld og opstå til evigt liv. Sådan har Gud vist os sin kærlighed ved at tilgive os alle vore synder, og i den tilgivelse sættes vi i frihed under ansvar for Gud, så vi her efter forpligtes på at vise kærlighed til vores næste! Vi skal derfor i et hvert øjeblik afgøre os i forhold til vores samvittighed og være lydige i forhold til Kærlighedsbuddet, ligegyldigt hvilke konsekvenser det har for os selv.
Suveræne livsytringer
Løgstrups uenighed med Kierkegaard fik ham til at skrive bogen Opgør med Kierkegaard, der udkom i 1968. Bogen er på en måde et selvopgør eller et ”fader-opgør”, fordi Løgstrup i sit ungdoms opgør med sin indremissionske baggrund havde Kierkegaard som en ”åndelig fader”. Det er da også en kierkegaardsk tænkning, der ses i hans brevveksling under krigen med Hal Koch. I brevvekslingen skriver Løgstrup eksempelvis om, at vi for vor æres skyld må styrte os i nederlag, ulykke og lidelse. Vi skal ikke sætte vores egen og vores næstes velfærd over æren, men vi skal adlyde Guds Lov uden at veje vores ansvar, og så tage konsekvenserne med. Man må først af alt tro på Gud og overlade ansvaret for konsekvenserne af ens lydighed til ham! Men i brevvekslingen finder vi også mange spor af de tanker, der kommer til udtryk i bøgerne Den etiske fordring og Opgør med Kierkegaard. For når han i brevene skriver meget om livslovene, så ligger her spiren til den tanke, at der findes nogle ”suveræne livsytringer”, som er spontane, umiddelbare måder at forholde sig til sine medmennesker på. Her tænker han blandt andet på tillid, barmhjertighed og åbenhed i talen. De er udtryk for Guds nåde i det naturlige menneskeliv, og han mener, at det kun er i kraft af dem, at mennesker kan leve sammen.
Religionsfilosofi uden Kristus
I sit opgør med Kierkegaard kommer Løgstrup på den måde frem til, at Kærlighedsbuddet opfyldes på en umiddelbar måde igennem de suveræne livsytringer. Men dermed kan man også indvende imod Løgstrup, at han er meget tæt på at gøre Kristus overflødig. I hvert fald er det meget nemt for den selvgode, der søger de nemme og behagelige løsninger og som ikke mener at have sådan rigtig brug for Gud, at tolke Løgstrup sådan, at mennesket inderst inde er godt og man blot skal lade være med at gøre det onde, så kommer det gode umiddelbart frem af sig selv! Man fristes også let til at se ens næste som et menneske, der har brug for ens hjælp. Men i Jesu udlægning af Kærlighedbuddet, hvor han bruger lignelsen om den barmhjertige samaritaner, påpeger Jesus, at vores næste er den, der gør godt mod os, - og at vi skal gå ud og være på samme måde. Hvis vi derfor siger, at vores næste er den, der har brug for hjælp, så ender det i moralisme og selvgodhed, fordi vores udgangspunkt dermed altid vil være, at vi er de gode og stærke og retfærdige, der skal hjælpe alle de svage. Så vil man jo ikke være som sin næste, men så vil man have, at ens næste skal være ligesom man selv er!
”Moralsk oprustning”
Løgstrup har selvfølgelig ikke som mål at opfordre til moralisme og selvgodhed. Men han går mere og mere hen og får et mål om, at finde en mening med livet og finde frem til, hvad Gud vil med vores liv og vores verden og hvorledes han vil gøre det. Løgstrup har i det arbejde en enestående evne til at beskrive fænomener, begreber, følelser, sindsstemninger osv. Men forfatterskabet bliver også mere og mere fortænkt, så han i sin søgen efter mening netop ender med at gøre det, som han under krigen bebrejdede Hal Koch! For her skrev Løgstrup blandt andet: ”Jeg mistænkte dig for med din Tænken og Arbejde at søge en Operationsbasis for dit Arbejde… Dit Arbejde gaar nu ud paa at ruste og forberede den ny, den kommende Generation til dens Genopbyggelse af Danmark. Dit Standpunkt er bestemt af, at du vil have en Mening i dit Arbejde for Dagen og Vejen…” Løgstrup mente nemlig ikke dengang, at man skulle søge efter livets mening, lige så vel som han tog afstand fra tanken om en moralsk oprustning af ungdommen. Han tog dengang afstand fra formaninger og sagde, at dem har fanden skabt og Hitler sat dem i system som appeller! Men Løgstrup endte selv med at ville forklare det moderne menneske, hvad Gud og religion og livets mening er, og derfor kan man også sagtens se hans forfatterskab som et forsøg på en moralsk oprustning af ungdommen i den moderne tid. Skal hans angreb mod Hal Koch anvendes mod ham selv, - ja, så er det faktisk, at i hans søgen efter mening har han glemt at søge det absolutte! Netop sådan fortsætter citatet fra før: ”…Jeg mistænkte dig for, at du til Fordel for at søge en saadan Løsning og Operationsbasis for dit Arbejde ikke længer søger det absolutte.” For den Gud, som vi kun kender igennem Kristus, forsvinder ud af Løgstrups analyser af livet. Ja, sådan går det, når vi selv mener at kunne tyde, hvad Gud vil og at vi ikke mindst mener at kunne hjælpe Gud med det igennem formaninger og moralsk oprustning, - altså når vi mener, at vi enten kan hæmme eller fremme Guds plan med menneskeheden. For så regner vi egentlig slet ikke med Gud. Men så er det også så rart at kunne finde tilbage til Løgstrups breve fra krigen, der alle bygger på, at han ubetinget regner med, at i sidste ende skal Gud nok sørge for, at alt går godt, - ligesom det altid er sundt at synge med Grundtvig: Vil nogen Guds forsætter hæmme, han nødes til selv dem at fremme.
Thomas Beck
S o g n e b l a d
for
Barløse, Sandager og Holevad sogne
18. årg. Nr. 2. Juni 2005
Historien om en Moder
På livssejladsen er Gud det fyr,
der os i havnen fører;
vort liv er det dejligste eventyr,
men hist først man slutningen hører.
Thi frejdig fremad i sorg og savn
i onde og gode dage,
fra moderens hjerte til faderens favn!
På dén vej tør ej man forsage.
H. C. Andersen 1867
Da H. C. Andersen var på sin første udlandsrejse som 26-årig, mødte han en tysk herre, der var meget begejstret for hans digt ”Det døende barn” og som ikke kunne tro andet, end at H. C. Andersen selv havde oplevet at miste et barn. Men det havde H. C. Andersen jo ikke. Det havde han jo ikke ”i virkeligheden”. Ikke i den virkelighed, som vi erfarer med vores 5 sanser. Men han havde erfaret det i en anden virkelighed. I den virkelighed, som vi kan kalde eventyrets virkelighed, fantasiens virkelighed, men som faktisk er den sande virkelighed. Den sande virkelighed, som er fundamentet for den sanselige virkelighed. Den sande virkelighed, som er bag ved alt, hvad vi erfarer og oplever, men som også står om ikke skjult, så tåget bag ved det, vi mener, er den ”rigtige” virkelighed. For det vi kalder den ”rigtige” virkelighed - den virkelighed, som vi får ind med vore 5 sanser - har vi det med at gøre falsk og forvrænget og mørk og dyster, så vi går rundt som levende døde, der inderst inde godt kan længes efter det gode, det sande og det smukke, men som aldrig får lyset fra det gode, det sande og det smukke til at jage de mørke skygger på flugt! Det er nemlig først i lyset af den sande virkelighed, at vi ser den sanselige virkelighed i al sin godhed, skønhed og sandhed og at vi dermed bliver fyldt med livsmod, styrke og kraft.
Den vantro Thomas
Da disciplen Thomas nærmest aggressivt siger, at han ikke vil tro på, at Jesus er opstået fra de døde, hvis han ikke ser og mærker naglemærkerne i Jesu hænder og stikker en finger ind i såret i Jesu side, er Thomas også som en levende død. For ham er den sanselige virkelighed nemlig kun den ”rigtige” virkelighed. Han er overbevist om, at han kun igennem sine sanser kan finde Gud, finde det sande, det gode og det skønne i livet. Men sandheden viser sig at være en anden. Hans verden vendes nemlig om, da Jesus viser sig for disciplene med ordene ”Fred være med jer!” Ja, for Thomas havde netop selv vendt verden på hovedet, spejlvendt den og med sine vantro tanker gjort det onde godt, det grimme smukt og løgnen sand. Hvor han i ordets rette betydning ville gå i kødet på virkeligheden, så viste det sig faktisk, at han var fjern fra verden og milevidt fra at kunne forstå og gribe den! Men da Jesus viser sig for ham, da ser han – uden selv at gøre det mindste for det – virkeligheden i sit sande lys, - da ser han virkeligheden, som den er. For da ser han den i troens lys, som er det lys, der skinner fra den sande virkelighed og som åbner vores sanser for det gode, det skønne og det sande i vores sanselige verden.
Da Thomas ser den opstandne Jesus og nu slet ikke ønsker at kontrollere ham, men udbryder: ”Min Herre og min Gud!” ligger der i de ord en underdanighed og ærefrygt så stor, at vi jo bag linierne ikke kun hører ham bede om forladelse for sin vantro, men nærmest også hører ham bede de samme ord, som moderen i ”Historien om en moder” til sidst fremsiger til Vor Herre: ”Hør mig ikke, hvis jeg beder imod din vilje, som er den bedste! Hør mig ikke! Hør mig ikke!” Eller man kan omvendt sige, at når vi hører ”Historien om en moder”, så hører vi blandt andet Thomas råbe ”Min Herre og min Gud!”, vi hører faderen med den syge dreng råbe ”Jeg tror, hjælp min vantro!”, vi hører Jesus i Getsemane Have sige: ”Din vilje ske!” og vi hører blandt andet Peters gråd, da han har fornægtet Jesus tre gange. For sådan ligger evangeliet fint vævet ind i denne fortælling af H. C. Andersen, som det i det hele taget gør igennem hele hans forfatterskab.
I fortællingen om den vantro Thomas slutter Jesus med at sige: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Og evangelisten Johannes tilføjer, at ”…dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” Sådan er det igennem Ordet, at vi nu møder Vorherre. Og det er ikke kun igennem evangeliernes fortællinger, at vi lærer Vorherre at kende, men han viser sig lige så fint i den gode fortælling, i eventyret, i myten. For Sandhedens måde at fortælle sin historie på er igennem myten, eventyret og den gode fortælling, hvor vore øjne åbnes op for den sande virkelighed, for troens verden, der vil kaste sit lys ind over vores sanselige virkelighed og jage alle skygger på flugt!
Den dybe brønd i dødens have
I slutningen af "Historien om en Moder" illustreres dette ved, at moderen jo ser ned i den dybe brønd, som vi kan kalde for fortællingens brønd, hvor man kan se et hvert menneskes livsforløb. Det er døden, der lader hende se ned i brønden, sådan som vores øjne også åbnes op for virkeligheden, når det i øjeblikke for alvor går op for os, at vi en dag skal dø. H. C. Andersen fremstiller da heller ikke døden som ond, men som havemanden, der efter Guds anvisninger arbejder i sit drivhus med at tage de døende planter og plante dem ud i Paradisets have. I brønden ser moderen så to menneskeliv, hvor det ene former sig som en lyksalighed, mens det andet er fyldt med sorg og nød, rædsel og elendighed. Begge disse menneskeliv er Guds vilje, fortæller døden hende. Og døden fortæller hende også, at én af disse skæbner er hendes eget barns! Med den besked fyldes hun med frygt. Frygten for sig selv, fordi hun i sine bestræbelser på at få sit barn igen, ikke havde andet end sig selv og sit barn i sine tanker. Og frygten for Gud, fordi hun kunne se, at hun havde trodset Guds vilje. Hvor hun før ikke kunne forstå, at det skulle være Guds vilje, at hendes barn skulle tages fra hende, og hvor hun ville gøre alt, hvad der stod i hendes magt, for at få sit barn tilbage, - da forstod hun nu, at hun slet ikke havde mulighed for at forstå Guds vilje. Den dom, som Gud havde fældet over hende og hendes barn, og som hun før fandt så ubarmhjertig, den kunne hun nu se måtte være gjort af barmhjertighed, fordi Gud altid sørger for, at alt ender godt. Og derfor beder hun nu til, at hendes tidligere bønner skal være glemt. Hun beder om, at Gud ikke lytter til hende, når hun beder imod hans vilje, som er den bedste. Og hun trygler døden om at bære hendes barn ind i Guds Rige; ind i det ubekendte land.
Guds kærlighed og moderkærligheden
Selvom dette eventyr handler om et barns død, - ja, netop ved at det gør det, udspringer der en livgivende kilde fra det, der ikke kun handler om, hvor stærk en moders kærlighed er, men på den baggrund også fortæller, at Guds kærlighed er langt, langt større end moderkærligheden. Ja, der fortælles, at det, der gør moderens kærlighed stor, er hendes tro på Gud. For når hun gennemgår en selvopofrende rejse ind i dødens rige ligesom Kristus, så er det et billede på, at Kristus er med hende i hendes rejse, i hendes sorg, i hendes kærlighed og ja, i hendes håbløse kamp mod Guds vilje. Da den gamle gravkone spørger hende, hvordan hun har kunnet finde hen til dødens have, svarer moderen da også, at Vorherre har hjulpet hende. Uden hendes tro er hendes kærlighed nemlig blind, og det ender da også med, at kærligheden får hende til at true med noget så ondt som at tage andres børns liv. Det er nemlig ikke moderens kærlighed i sig selv, der får hende til at se virkeligheden i dens rette lys. Det er først, da troen giver hende øjne til se ned i brønden, at sandheden står klart for hende. Troen på Gud viser sig nemlig først dér, hvor vi forstår, at vi på trods af vores intentioner om at vise godhed og kærlighed alligevel kan komme til at gøre ondt. Tro er på den måde at indse sin begrænsning og skrøbelighed og at stole på, at der er en vilje, som kommer før ens egen, - en vilje, som sørger for, at alt ender godt. Men denne sandhed skinner ikke altid lige klart igennem til os. Tværtimod! Moderen i H. C. Andersens fortælling skulle jo i sin kærlighed til sit barn kæmpe så meget mod Guds vilje, at det først var dér, hvor døden viste hende de to menneskeliv i brønden, at hun forstod, at hun havde sat sin egen vilje op imod Guds. Og sådan skal der i det hele taget meget til, for at vi ser igennem de tågeslør, der skjuler og forvrænger sandheden for vores øjne.
Tågeslørene for den sande virkelighed
Vi kan i H. C. Andersens eventyr og historier, hans romaner, hans digte og ikke mindst hans rejsebeskrivelser og dagbøger se, at han hele sit liv arbejdede med denne dimension ved livet. Han så lagene, der dækkede for den sande virkelighed. Han kendte til løgnen, det fæle og det onde. Han kendte til forvirringen og ikke mindst fortvivlelsen. Han kendte til smigerens og forfængelighedens snarer. Han kendte til ydmygelsen. Han kendte til følelsen af forgængelighed, at man magtesløst føres af sted af tiden. Han kendte til sorg og savn og ulykkelig kærlighed og ensomhed. Han kendte til angst og frygt. Han kendte til håbløshed. Men han kendte også håbet. Han kendte til drømmene, til det fortryllende, yndige og bedårende, til det opløftende og oplivende. Han kendte til ro og fordybelse. Han kendte til venskab og fællesskab. Han kendte til nysgerrighed, hungeren efter viden og trangen til at opleve noget nyt, eksotisk og spændende. Han kendte til Gudsfrygt og tro. Ja, han kendte til det smukke, det gode og det sande.
At se H. C. Andersen i lyset af hans værker
Mange har igennem tiden og ikke mindst på det sidste fremstillet H. C. Andersen underligt karikeret, kejtet, dystert og forvrænget. Eksempelvis har man fra hans skoletid lagt mere vægt på den strenge rektor Mejsling end på det livslange venskab, der i de samme år opstod til den 16 år ældre Ingemann, hvis salmer H. C. Andersen holdt lige så meget af, som vi gør i dag. Men hvorfor se H. C. Andersen i det lys, - nej, rettere sagt de skygger, som andres sladder om ham har viderebragt. Hvorfor ikke se ham i det lys, som stråler ud fra det, han har skrevet. For netop dér kan vi leve os ind i hans sind og tanker, sådan som han selv havde en enestående evne til at forstå andre og jo derfor blandt andet kunne beskrive, hvordan det er at miste et barn.
Troen på at det ender godt
Når man lever sig ind i andres sind og tanker, så trænger man igennem de tågeslør, der dækker for den sande virkelighed. Men her vil man ikke kun forstå andre, men også få afsløret nogle sandheder om sig selv, så man ser sig selv i al sin skrøbelighed. En skrøbelighed, som H. C. Andersen kendte til. En skrøbelighed fyldt med angst, men også med mod! For i sin skrøbelighed lagde han alt i Guds hånd. Som H. C. Andersen skriver i salmen ”Jeg har en angst”: ”Alt ondt i mig, det kom fra mig, hvad godt jeg gjorde, kom fra dig.” Det er så netop også skrevet i de år, hvor det er gået op for ham, hvor naiv han havde været i forhold til landets politiske situation, og hvor han derfor også får sat ord på sin kærlighed til sit fædreland med den smukkeste fædrelandssang, vi har; nemlig ”I Danmark er jeg født”. Her strømmer det også ud fra hvert eneste vers, at Gud nok skal sørge for, at alt i sidste ende ender godt og at vi skal få liv i hans navn!
AMEN!
Prædiken af Thomas H. Beck i Sandager kirke 1. søndag efter påske den 3. april 2005 i anledningen af 200 året for H. C. Andersens fødsel.
S o g n e b l a d
for
Barløse, Sandager og Holevad sogne